det er det samme som «vi er venner!» (er rivende galt grønlandsk), men de brød sig ikke derom, de vinkede til os med haanden paa en saadan maade, som at de vilde sige: «Drager bort! drager bort!» Saa kom der frem 2 mænd bag en haug. De kom ned til stranden, og da de nærmede sig, brølede de som andre hedninger sit: iö, iö, iö! Den ene mand saa ikke ud til at være mere end omtrent 1 meter høi. Derpaa gik vi iland og bad dem om at faa noget tørret kjød, som vi saa de havde hængende; thi vi havde læst i kapt. Holm’s bog, at tørret sælhundekjød skulde være meget godt at spise. Vi gav dem igjen nogle naale for kjødet og drog videre.»
Som Balto her siger, gik vi snart atter i vore baade, men var ikke komne langt, før ogsaa nogle af mændene kom efter os i sine kajaker, slæbende med sig store tørrede kjødstykker, som de fremdeles vilde bytte mod naale. Da vi lagde fra land, kunde vi langt borte se den ovenfor omtalte dverg komme slæbende med et stort stykke, ogsaa han vilde have sin del; men vi kunde ikke vente. Meget forbausede blev vi en stund senere ved at se en liden fyr komme padlende i en kajak langt efter i vort kjølvand og i ham at gjenkjende dvergen, som gjorde en yderst fornøielig figur; det var saa vidt han rak op gjennem kajakhullet med sin krumme ryg, han anstrengte sig tydeligvis sterkt for at naa os igjen, vi skulde have kjødet hans, men alt han kavede og padlede, saa rak han os dog aldrig og maatte tilsidst opgive det, stakkars fyr.
Efterhvert som vi kom nordefter, mødte vi flere og flere kajakmænd, alle fulgte de os og var særdeles venlige og meddelsomme; tilsidst var der syv stykker, som omkredsede os paa alle kanter og lagde den tydeligste forundring over os og vore baade for dagen.
