Da de havde fulgt et langt stykke, og det begyndte at mørkne,
sakkede de lidt efter lidt af og laa stille for at se efter os
endnu en stund, før de vendte hjemover. Netop som de 4 sidste var
bleven liggende igjen, fik jeg paa et isflag forud øie paa en sæl.
Uagtet denne kunde have været noksaa kjærkommen ferskmad for os,
kunde vi dog ikke lade være at vinke til de 4 kajaker; thi vi havde
alle lyst til at se en eskimo fange sæl. De kom straks, men kunde
ikke forstaa, hvad vi vilde; thi sælen kunde de ikke se over isen
fra sine lave kajaker. Jeg pegte paa den, de speidede og speidede,
saa pludselig fik de øie paa den, og da kan det hænde, at
paddelaarerne begyndte at gaa og kajakerne fik fart, mens de hugede
sig forover for at kunne fare ubemerkede frem i læ af isen; to af
dem vandt forsprang for de andre og pilede lydløst nærmere og
nærmere; sælen syntes dog nu at bli urolig, men hvergang den
løftede hovedet og saa den vei, laa de stille uden at røre et lem,
indtil den igjen vendte hovedet, da nogle raske tag, saa atter
stille osv.; paa denne vis kom de saa nær, at vi hvert øieblik
ventede at se dem kaste harpunen; da sprang sælen pludselig i
vandet. De blev nu liggende en stund, færdige til kast for det
tilfælde, at den atter skulde vise sig; men ingen sæl kom, og de
drog slukørede hjem, mens vi lidt ærgerlige fortsatte vor vei i
godt farvand nordefter. Vi overnattede paa en liden holme (63° 20′
n. br. 49° v. l.) i en bugt paa østsiden af en ø, som er bekjendt
fra tidligere tider derved, at Graah overvintrede paa dens indre
side ved Imarsivik i 1829—30.
Den næste dag (7de august) fik vi atter slemme ishindringer, men ved at slaa os frem belønnedes vi ogsaa den dag med at naa aabnere farvand længere nord. Nu