kun i vort eget selskab, mens Holm kom i baade lig deres, styrede og roede af eskimoer. Urimeligt er det vel heller ikke, at de sagn, de har fra vestkysten om, at deres forfedre har ødelagt kavdlunakerne, det vil sige europæerne, og frygten for, at disse en dag vil komme i skibe fra havet og hævne dette, har taget overhaand. I en liden bugt ned for leiren laa en konebaad, som tydeligvis netop var sat paa vandet for at være ferdig til flugt. Da jeg gjerne vilde smage tørret sælkjød og desuden tænkte, det vilde være godt om muligt at lægge noget igjen i depotet ved baadene, saa spurgte jeg derefter med et grønlansk ord, som jeg havde fundet i min ordbog, men havde som sedvanlig den vanskjæbne ikke at blive forstaaet; da jeg imidlertid gik hen og tog i et stykke kjød, som hang til tørring foran teltet, forstod de mig straks og kom med nogle sidestykker; derfor gav jeg dem en stor stoppenaal til bytte; men da de fik se denne glimrende betaling, kom de med det ene store stykke efter det andet for at faa flere naale; vi fik alle foræringer af sælkjød, hvorfor vi foruden naale gav dem tomme blikdaaser. Ravna vilde dog ingen foræring modtage og var ikke trods overtalelse at formaa dertil; jeg fik siden høre, at det var af den grund, at han syntes, de stakkars mennesker havde brug for sit kjød selv, og en synaal var altfor ringe betaling.
Dette møde med eskimoerne skildrer Balto saaledes: «... da vi havde roet over en fjordmunding, fik vi igjen lugt af harskt sælhundefedt; men hedningerne havde seet os og taget flugten med kvinder og børn op paa et fjeld langt fra teltene. Da vi kom ind i bugten, hvor teltene stod, stansede vi der og saa paa disse stakler, som toge flugten. Saa raabte Nansen til dem: «Nogut piteagag!»
