alvor i sagen, ingen havde øie for den anden, enhver fik greie for sig, som han bedst kunde. Midt som det stod paa det værste, tog en af folkene paa min baad saa hvast i, at aaren sprang af i skaftet. Vi havde ingen flere hele aarer i reserve paa baaden, de var alle knækkede i isen, men der var ingen tid at spilde, man fik bruge en med halvt blad og saa tage i desto haardere op mod vinden. Undertiden faldt vindstødene over os saa voldsomme, at vi trods brugen af alle vore kræfter dreves agterover; da sprang en tollepinde, det var værre end det første; thi aaren er med en strop kun fæstet til en tollepinde, og alle andre ropladse var belemrede. Uden noget betydeligt ophold blev det dog bragt i orden, og vi kom heller ikke den gang i drift; med anspændelse af vore kræfter til det yderste gnog vi os sagte, men nogenlunde sikkert mod landet. Saa kom vi op under et isflag, Dietrichson sprang ind paa det med fanglinen i haanden for at trække baaden langs kanten, han lagde i iveren ikke merke til, at han hoppede ind paa en hul, fremstaaende iskant, som idet han faldt ned paa den, brast under ham, og han kom paa hovedet i vandet. Dette var vistnok ingen usedvanlighed blandt os, men paa et mer uheldigt tidspunkt kunde det neppe ske; rask og aandsnærværende som han er, kom han dog straks op, og som sedvanlig uden at give sig fik han atter fat paa fanglinen og drog nu baaden frem; arbeidet holdt ham vel varm, men det var neppe behageligt at være i disse drivvaade klæder i den bidende vind. Sligt lod dog aldrig til at genere Dietrichson.
Ogsaa det flag kom vi frem forbi, men nu var vinden øget saa meget, at det var netop, saavidt vi klarede os fremad, lidt til, og vi vilde ubarmhjertig være komne i drift; roerne halede imidlertid beundringsværdig paa de
