skjære afsted for vindkastene gjennem det knappe farvand mellem isflagene, hvor man maatte have øinene med sig for ikke at tørne paa. Vi havde dog ikke seilet langt, før fornøielsen blev mere tvilsom, vindkastene øgede i styrke og gik mer og mer over til nord. Snart var den saa
(Efter et fotografi).
meget imod, at vi ikke kunde føre seil længer. Efter at have roet en stund kom vi nordover mod den høie
og bratte ø Umanarsuak; der stod vinden ned af fjeldet med
slig styrke, at vi havde vor arme nød med at tvinge os frem. Værre
og værre blev det, vi maatte undertiden trække baaden langs
isflagene for at faa den fremover, og en gang havde vi saa nær
faaet den knust i isen, som sattes i voldsom bevægelse af stormen.
Begge baade havde hidtil holdt nogenlunde sammen, men nu blev der