Kap Bille. De lo høilydt af os og vor forbauselse og forklarede, at de havde reist forbi, mens vi sov, sandsynligvis den foregaaende morgen. De havde her slaaet telt paa en lun liden plads med grønsvær og lyng. Kun en mand var at se, og han stod oppe ved det ene telt og bøtede sin sønderbrudte kajak. Alle andre mænd og kajaker var forsvundne, sandsynligvis var de ude paa fangst for at skaffe mad.
Vi spurgte om farvandet paa indsiden øen, men de gjorde os forstaaeligt, at vi maatte gaa udenom, ja de betydede os endog, at selve sundet var saa smalt, at man ikke kunde komme frem; dette var dog neppe sandt, eftersom Holms ekspedition flere gange drog derigjennem. Paa øens udside kom vi frem i nogenlunde godt farvand; isen laa vistnok tæt overalt ved odderne, men vi brød igjennem og smøg os frem langs med landet.
Lidt over middagstid naaede vi nordsiden af øen Uvdlorsiutit, hvor vi fandt en ganske merkelig grotte, som gik dybt ind igjennem fjeldet.
Som vi om kvelden roede forbi øen Ausivit, paa Tingmiarmiutfjordens nordside, hørte vi i det fjerne inde fra landet kor af hylende hunde, hvoraf altsaa forstodes, at der i nærheden var eskimoer; vi havde dog nu ingen tid at spilde til visiter, drog derfor videre og stansede for natten paa en holme ved Nunarsuak (paa 62° 43′ n. br. 41° 49′ v. l.)
Om morgenen den følgende dag (3dje august) var der saameget vind fra land, at vi besluttede at forsøge seil, som da i hast blev riggede til, paa den ene baad af teltgulvet og paa den anden af to presenninger, som sammensyedes. I begyndelsen gik det raskt nordefter, og det var undertiden en ren lyst, mens baadene krængede til ripen, at
