aarestumper, de havde. Da skulde Dietrichson skyve af fra et isflag med en baadshage, men idet han stødte til, sprang ogsaa denne, og paa ny var han nær gaaet udenbords.
Det var et sjeldent uheld, som var over os den dag. Endelig kom vi ind i smulere vande under fjeldet og naaede nu snart land, hvor Sverdrups baad var ankommen noget før os. Her tog vi middag, med en liden hvil, som vi nok kunde fortjene. Saa fortsattes atter veien; men vinden var næsten lige sterk, og da vi forbi sydspidsen af Umanarsuak atter kom i nogenlunde isfrit farvand, stod der mod os ud af den nordenfor liggende fjord en krap og ubehagelig sjø. Uagtet det efter vore vaner endnu var meget tidligt paa dagen, lagde vi derfor tilland, da vi naaede Umanak. Her fik vi, den eneste gang under hele reisen langs kysten, tid til at vælge os en teltplads og fik føle sødmen af at ligge paa en grøn plet med lidt mer til underlag end haard sten eller is. Af den grund skulde vi imidlertid ikke klage, vi sov altid udmerket, naar vi bare havde faaet søvn nok. Straks vi var komne tilland og havde faaet alt i orden, besluttede vi os til at samle brændsel, hvoraf der fandtes nok i form af enerbuske, lyng o. l., og koge karvekaalsuppe. Hertil var alle villige, der blev udfoldet en storartet iver, og snart blussede et vældigt baal mellem nogle stene, hvorover i en tom kjæksboks kogtes den herligste kjødret med suppe, som nogen har seet; vanskelig glemmes teltpladsen paa Umanak eller Griffenfeldts ø af de seks, som hin aften sad rundt baalet og i ro og mag kunde nyde det eneste varme maal, de fik under hele baadreisen langs kysten. At vi imidlertid ikke har været de første, som har nydt livet paa dette sted, saaes bl. a. af nogle ruiner efter eskimohuse lige i nærheden; at der har forefaldt begivenheder
