om, siddende, liggende og staaende. Alle var iført sin natit eller husdragt, men denne var saa liden, at et uøvet øie ikke hæftede sig synderlig derved; den bestod i et smalt baand rundt lænderne, hvilket især for kvinder nes vedkommende var indskrænket til det smalest mulige. Dernæst bar kvinderne et baand rundt haartoppen, og mændene tildels nogle snorer om haaret og paa brystet. Her var neppe meget af falsk blufærdighed, og at den naturlige ligefremhed, hvormed man omgikkes hverandre, forekom os europæere, som var vante til europæiske seder, lidt fremmed, kan neppe synes underligt; at endog enkelte af os rødmede ved at se et par unge piger og mænd, som kom ind i teltet, aldeles ugenert iføre sig denne husdragt — hvilket altsaa vil sige tage af sig alle klæderne — og stilfærdig indtage sin plads paa briksen, kan vel heller ikke nogen forarges over, naar man betænker, hvor længe vi nu havde været vænnet til blot at leve mellem mænd paa hav og is. Lapperne syntes især at føle sig meget besværede ved dette syn. Underligst var det, da en ung moder kom ind, afførte sig sine klæder og uden omstændigheder krøb ind paa sin brikseplads til sit barn, som laa der helt nøgent, lagde sig paa alle 4 hen over det for at give det die. Der var noget saa naturligt og moderlig ømt i denne scene, at det maatte gjøre indtryk paa den, som ikke var altfor hildet i sin europæiske anstændighedsfølelse. Hun laa en lang stund helt nøgen, saa syntes det at bli lidt koldt, og hun bredte et sælskinds teppe, smukt kantet med hvidt skind af ufødte sælunger, beskyttende over sig og barnet.
Efterhaanden kom der flere ind i teltet, og det var snart ganske fuldt af mennesker.
Vi var bleven anviste plads paa nogle kister, som
