betegnende fagter, at det var koldt at staa der paa berget, og at de atter vilde gaa i sine kajaker; ved tegn spurgte de, om vi kom nordover, hvortil vi svarede bejaende, saa pegte de endnu engang advarende mod Puisortok og gik ned til stranden; her trak de sine halvpelse paa, lagde kajakerne tilrette og krøb i dem lette og behændige som katte. Nogle aaretag, og de pilede lydløse hen over vandspeilet. Snart gik aarerne som møllevinger, mens de jog frem mellem flagene, snart stansede de for at bane sig vei og skyve is tilside eller for at se efter fremkomst, ofte hævedes armen til kast af harpun eller fuglepil, den førtes tilbage, den stansede et sekund, mens pilen rettedes ind, og saa sprang den frem som en staalfjær, idet pilen susede fra kastetræet, for langt frem gjennem luften og faldt i vandet for straks efter at bli grebet igjen af kajakmanden; — og alt imens kom de længere og længere bort, vi saa dem kun som to sorte punkter mellem isflagene derover under bræen, saa dreiede de rundt bag et isfjeld og blev borte for vort syn. Vi stod igjen grundende over dette første møde med østkystens eskimoer, det var saa underligt og uventet at træffe folk her, hvor der jo efter Holms og Gardes erfaringer ingen skulde bo; men det maatte være nogle, som var paa reise — — og vi gik ind i teltet og krøb i vore poser. Snart var alle i dyb søvn.
Dette møde skildrer Balto i ordelag, der uagtet de, som ovenfor nævnt, er skrevne i Karasjok et aar efter begivenheden, dog tildels er saa paafaldende lig mine dagbogsoptegnelser, at jeg ikke kan negte mig fornøielsen af at gjengive dem her:
«Mens vi spiste, hørte vi en lyd som et menneskes røst, men vi troede, at det var en ravn, som skreg. Nogle
