Side:Nansen - Paa ski over Grønland.djvu/309

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

dumme ud; jeg forsøgte om igjen og spurgte om isforholdene nordenfor, men med aldeles samme resultat, de forstod ikke et ord. Efter endnu et par forsøg kastede jeg fortvilet papirerne og tog min tilflugt til tegn; det gik bedre, og derved fik jeg ud, at der var flere af dem, og at de laa i leir eller boede paa nordsiden af Puisortok, at man maatte holde tæt indunder bræen for at komme frem; saa pegte de mod denne, gjorde mange underlige fagter og satte en betænkelig mine op, idet de talte en hel del, som antagelig skulde betyde, at den var yderst farlig, at man derfor maatte tage sig iagt; østgrønlænderne har nemlig, som senere omtalt, en hel del overtroiske begreber om denne bræ. Saa forsøgte vi ved tegn at gjøre dem begribeligt, at vi var komne ikke søndenfra langs land, men ude fra havet, hvilket kun frembragte en lang, brummende lyd livagtig som en kos rauten, og som vel skulde betyde den høieste grad af forbauselse; de saa ogsaa samtidig paa hverandre og paa os med en tvilende mine, enten troede de ikke et ord eller rettere et tegn deraf, eller ogsaa tog de os for overnaturlige væsener, det sidste var vel igrunden ikke saa usandsynligt.

Saa begyndte de at beundre vor udrustning; baadene tiltrak sig da først og fremst deres opmerksomhed, og isærdeleshed vakte jernbeslagene paa dem deres høieste forbauselse og beundring.

Vi gav dem et stykke kjødbeskjøit hver, og herover blev de straalende fornøiede, de spiste et lidet stykke deraf, men gjemte saa resten, sandsynligvis for at vise det frem hjemme i leiren. Hele tiden stod de imidlertid og skalv af kulde, og det var ikke underligt; thi lidet klæder havde de paa sig, og nøgne var de som sagt midt paa livet, ganske mildt var det heller ikke. Saa gjorde de nogle