af os troede, at det var en havymmer, som skreg. Jeg tog da kikkerten og løb op paa en fjeldknat og kigede. Saa saa jeg noget sort bevæge sig henimod et isflag. Saa raabte jeg: «Der borte sees to mand paa isen.» Nansen kom da ogsaa løbende og saa gjennem kikkerten. Vi hørte dem nu synge deres hedenske salmer(?), og vi raabte til dem. De hørte os straks og roede henimod os, og det varede ikke længe, før de var hos os. Da de nærmede sig til os, bukkede den ene sig dybt ned med hele legemet, og da de kom til stranden, tog hver sin kajak i haanden og gik op paa land. Da de kom hen imod os, rautede de begge som en ko: iö, iö! hvilket skulde betyde, at de undrede sig over, hvad for slags folk vi var. Vi skulde da forsøge at tale med dem, men vi forstode ikke et ord af deres sprog» . . . . . . .
Henpaa eftermiddagen ved 6-tiden vaagnede jeg og sprang ud af teltet for at se paa isen. Der blæste en frisk bris af land, og isen var endnu slakkere end før; det lod til at være god fremkomst nordefter, og jeg purrede ud.
Snart var vi i baadene og stævnede endelig over mod Puisortok i det vakreste farvand, vi endnu havde havt. Jeg frygtede imidlertid stadig for, at det skulde bli værre, naar vi kom længere frem, og skyndede paa; men det blev ikke værre; den is, som laa der, var væsentlig kun mindre og større kalvisstykker, og de er som regel langt lettere end havis at komme frem gjennem med træbaade, som ikke skjæres istykker af deres haarde kanter saaledes som skindbaadene. Det, som hindrede os mest, var, at vandet paa enkelte steder mellem flagene var tæt opfyldt med masser af ganske smaa søndersplintrede isstykker. Uden større hindringer kom vi forbi bræen, flere
