lidet proviant reddet fra de sunkne skibe, hvor der allerede var smaat nok før.
Paa det sidste skib havde der efterhaanden samlet sig 286 mennesker, og nøden blev snart stor, 10 spiseskeer grød eller erter tilmands var tilslut den daglige ration.
I begyndelsen af oktober gjorde 12 mand fra dette et forsøg paa at gaa over isen til land, omtrent paa 63° n. br. De naaede ogsaa en ø, men da de fra denne ikke kunde komme over til fastlandet, vendte de atter tilbage til skibet. Dette er altsaa de første i den nyere tid, om hvem vi ved, at de har naaet Grønlands østkyst fra sjøen.[1] Efter forliset opholdt de fleste af folkene sig nogle dage sammen paa isen. Da de imidlertid indsaa, at hvis de i slig en samlet masse kom til beboede steder, vilde det være umuligt at skaffe mad til saa mange, delte de sig i flere partier, blandt hvilke kan nævnes ét, som søgte nordpaa langs landet, og et andet og større parti, som forlod kysten for at trænge tvers over landet til vestkysten. Om ingen af disse har man senere faaet nogensomhelst underretning. Et tredje parti paa omkring 50 mand søgte sydover langs landet og traf nordenfor Kap Farvel, sandsynligvis ved Alluk, eskimoer, som tog venlig imod dem, forsynede dem med proviant og overlod dem sin konebaad. I denne naaede de senere de danske kolonier paa vestkysten. Et fjerde parti, ligeledes paa vel 50 mand, søgte ikke at lande paa østkysten, men drev med isen rundt Kap Farvel og landede efter at
have døiet meget,
- ↑ Af en afdeling paa 160 mand, som allerede 30te september paa 64° n. br. maatte ty til isen og baadene, skulde 24 mand omtrent paa 63° n. br. have forsøgt at naa Grønlands østkyst, men der hørtes senere intet til dem.
