sig atter fra «Grønlands isomgivne østkyst» for nogle dage senere at vende tilbage til Island, hvor han i længere tid laa til ankers i Dyrafjord. Dette var den eneste gang han fik landet i sigte. 23de juli gik han vistnok atter ud for at gjøre et nyt forsøg, men da han allerede dagen efter mødte drivisen, synes han meget snart at have opgivet haabet og reiste kort efter hjem til Danmark med sit største skib. Uagtet dette var en forhenværende hvalfanger og altsaa bygget netop for isseilads, saa han mindre af østkysten end de fleste af sine forgjængere. Nogen ynder af drivisen synes han saaledes ikke at have været. Som hans undskyldning kan tjene, at han som sjøofficer ingen erfaring har havt i isseilads.
Da han reiste hjem, efterlod han sit mindre fartøi, jagten «Den nye Prøve», under kommando af sekondløitnant Christian Thestrup Egede (en søn af biskop Paul Egede), forat denne kunde gjøre videre forsøg paa at naa «Østerbøygden». Til næstkommanderende paa jagten ansattes efter eget ønske sekondløitnant C. A. Rothe.
Hvad Løwenørn synes at have manglet af mod og foretagsomhed, det synes Egede i desto større grad at have været i besiddelse af, og med hele sin ungdoms begeistring satte han alt ind paa virkeliggjørelsen af sin fars drøm: Østerbygdens gjenopdagelse. Allerede den 8de august — samme dag, som Løwenørn seilede hjem — stod han tilhavs med sin lille jagt for endnu det aar at gjøre et alvorligt forsøg paa at naa den.
Den 16de august fik de landet (sandsynligvis nordenfor Kap Dan) i sigte, men kunde ikke lande paa grund af is, som strakte sig 7 mil fra land.
Den 20de august kom de længere syd ud for mundingen af en 1 mil bred fjord, som utvilsomt er
