Det var nærmest for at bringe efterkommerne af de gamle nordmænd
kristendommens lys, at Egede var kommet til landet, men man fandt
fremdeles ingen saadanne. Han følte sig imidlertid fuldt overbevist
om, at de maatte findes paa østkysten.
Af en indberetning, dateret 29de august 1724[1], sees, at det kompani i Bergen, som udsendte Egede, havde givet et af sine skibe (huckerten «Egte Sophia», kapt. Hans Fæster) ordre til, at det skulde «opsøge og rekognoscere landet Grønlands østre side, men som det overalt, fra 661⁄2° til 60° har været belagt med is, saa er og dette dessein ej heller saa vel udfalden, som man gjerne havde seet eller ønsket». Den 12te mai kom skibet under Grønland, og i 3 maaneder skulde det have krydset langs isen paa østkysten fra 661⁄2° og til 60° 28′ n. br. og skulde have været landet «undertiden paa 1 Mil, og undertiden paa1⁄2, 2, 3, 4 og 5 Mile nær, men ingen Dørkomst eller Aabning funden ...»
Det synes, som man nu for længere tid havde tabt modet paa at forsøge nogen landgang paa østkysten fra sjøsiden. Først i 1786 blev der paa forslag af biskop Paul Egede, søn af Hans Egede, udsendt en ny saadan ekspedition paa 2 skibe for at gjenfinde Østerbygden. Ekspeditionen blev stillet under ledelse af kapteinløitnant Paul de Løwenørn.
Den 3dje juli fik de mellem 65° og 66° n. br. et høit, bjergfuldt land isigte (nordenfor Kap Dan), som saaes hele den dag og den næste morgen; da synes Løwenørn imidlertid at være bleven
skræmt af drivisen og fjernede
- ↑ Trykt i «Meddelelser om Grønland». Bd. 9, Kjøbenhavn 1889, side 28—29.
