Endnu drivende.
De dage, som nu kom, tilbragte under drift sydefter langs kysten, er temmelig ensformige, den ene er lig den anden. Hver dag gaves nøie agt paa, i hvad retning vi drev, hver bevægelse i isen, luftens farve over den,[1] hvert vindpust, om ikke snart et heldigt træk kunde bringe os iland. Det var et liv mellem haab og skuffelser, og dog ikke ganske uden sin tiltrækning for flere af dem, som deltog i det. Da det muligens kan have nogen interesse for enkelte, særlig for kommende ekspeditioner i isen, vil jeg her give et uddrag af mine dagbogsoptegnelser fra de dage; de fleste læsere vil jeg imidlertid anbefale at springe over dette stykke.
«Ud paa eftermiddagen (den 21de juli) ser vi fra et høit iskos en dyb, men meget smal bugt, som skjærer ind i isen søndenfor os. Efter alt, hvad vi kan forstaa, driver vi langs med denne mod dens bund. Vort haab om en forandring og om snart at naa land, stiger
selvfølgelig straks.
- ↑ Er luften mørk i himmelbrynet over isen, tyder det paa, at der paa det sted er klarer eller slak is; den mørke vandflade gir nemlig et mørkt gjenskin i luften eller skyerne. Saadan luft kaldes gjerne for vandhimmel.
