«22de juli. Om natten kommer taagen og skjuler alt for
os, vi ved intet om, hvorhen vi driver, kun brændingen høres lige
sterk som før; ud paa natten synes den dog at høres mindre, og
rullingen i isen aftager noget.
«Taagen vedvarer hele dagen ligesom rullingen. Ved middag klarner det dog saa meget oppe i «pullen» (som vi udtrykker os, sammenlignende himmelen med en hattepul, det vil altsaa sige, nær zenit), at jeg med en vandpyt paa isflaget som kunstig horisont, kan tage en breddeobservation. Vi er allerede paa 64° 18′ n. b., en pen fart sydefter. Siden iforgaars middag er vi drevne over en breddegrad (15 mil).
«Da isen i løbet af formiddagen er slaknet noget, forsøges en tom baad i issørpen mellem flagene; vi kan avansere, men yderst langsomt, bedre at spare paa kræfterne nu, da vi i taagen ikke kan se, hvor vi bør arbeide frem, — muligens vil snart en god udsigt til at naa land melde sig og lægge beslag paa alle vore kræfter.
«Paa eftermiddagen klarner det, vi er muligens komne land noget nærmere. Et svagt vindpust fra misvisende nord til ost (retvisende omtr. vest til nord) merkes, vi haaber, det vil tiltage og «skiltre» isen; men rullingen vedvarer endnu. Hvad vi trængte, vilde være en sterk storm fra land, den vilde dræbe den rulling, som nu staar paa og holder isen sammen, og vilde bringe denne til at sige udover, saa vi kunde komme frem mellem flagene.
«Mange store sæl (klapmyts) sees nu omkring os liggende paa flagene, mange dukker op med sine store, runde hoveder i klarerne lige ved os for forundrede at stirre paa den nye slags isboere, som er ankomne, og saa, undertiden med et plask atter at forsvinde. Dette sker daglig, vi kunde med lethed skyde dem; men da vi ikke trænger
