solen skinner mildt og varmt, isfladen breder sig ensformig og rolig rundt om, endog lapperne synes lettede.
«Kun en tanke virker mer og mer tærende, det er udsigten til, at færden for denne gang skal mislykkes, og et aar skal gaa tabt. Nu vel, vi faar gjøre, hvad vi kan, og saa «smøre os med den gode dyd taalmodighed.»
«Solen benyttes til at tage længde og bredde, vi er paa 64° 39′ n. b., 39° 15′ v. l., vi kan endnu se toppene ved Sermilik-fjorden, indlandsisen fra Pikiudtlek nordover mod Inigsalik breder sig hvid og imponerende med sin lige, vandrette flade som et eneste hvidt umaadeligt hav, ingen nunatakker (ɔ: fjeldtoppe, som stikker op gjennem indlandsisen) at se indefter, kun ude nær kanten rager enkelte mørke toppe og klippepynter (ved Pikiudtlek er «Nunatak» mest fremtrædende) frem af den hvide, ellers ubrudte flade.
«Landskabet har hernede en karakter helt forskjellig fra nordenfor ved Sermilik, Angmagsalik og Ingolfs-fjeld. Der nord steg landet høit, sønderrevet og vildt op af havet, indlandsisens rolige flade skjultes bag en herlig række himmelstormende tinder, af hvis sublime skjønhed øiet uvilkaarlig fængsledes. Isen har ikke formaaet at knække deres stolthed eller kappe af alle høider, som ragede op over den jevne middelmaadighed. Her er derimod landskabet lavt, indlandsisen har kunnet brede sig lige ud i havet, og de faa former, som kommer tilsyne, er lave og rolige, de er afslebne af isen, alt synes som underkuet, tvunget i havet af den overmægtige is. Ogsaa dette landskab er vildt, men det er ensformighedens øde vildhed, intet, som kan fængsle øiet, derfor flakker det viljeløst indefter den lokkende isørken og taber sig i det fjerne, hvor intet stænger for synet. — Desværre det er
