det aabne hav. Men hvor saa ikke vort isflag ud; isstykker, store og smaa, var væltede indover og taarnede op til en vold paa alle kanter; kun den ryg, hvorpaa teltet og den ene baad stod, havde sjøen ikke naaet.
«Sverdrup fortalte nu, at han i nattens løb flere gange havde været ved teltdøren for at purre ud; engang havde han allerede faaet op en hegte, lod den være, tog atter en tur til baadene, ventede lidt og saa paa brændingen, men lod for sikkerheds skyld hegten staa aaben. Vi var da lige ude i den yderste iskant, tæt paa siden rullede et stort iskos, som hvert øieblik truede med at bryde ind over os, det vilde just ikke blevet nogen behagelig visit. Brændingen skyllede ind over vort flag paa alle kanter; den vold, som blev kastet op af isstykker, tog imidlertid saa vidt af, at teltet og den ene baad endnu gik fri, den anden baad, hvori Balto laa, blev saa omskyllet, at Sverdrup flere gange maatte holde paa den.
«Saa blev det værre, han gik atter til teltdøren, aabnede endnu en hegte, men betænkte sig, han vilde endnu se paa næste sjø.
«Flere hegter kom han ikke til at tage. Midt som det saa styggest ud, og vort flag stod for tørn til at lægge ud i den værste brænding, forandrede det pludselig retning, og med en forbausende hastighed stævnede vi atter indover mod land. Sverdrup sagde, det saa ud, som om en usynlig haand skulde have ført det.
«Da jeg kom ud, laa vi langt inde og i sikker havn, kun brændingens brusen hørtes endnu tydelig nok til at minde om natten. Saaledes slap vi for at faa prøvet vore baades og vor egen sjødygtighed for den gang.
«Den 21de juli er en rolig dag ovenpaa en stormfuld nat, alt er fred og hvile, vi fjerner os stadig fra havet,
