ud gjennem brændingen. Det blir en vaad fornøielse, men vi er bestemte paa en kamp for livet, saa haard som muligt.
«At sætte en af de lastede baade paa vandet gjennem de voldsomme braadsjøer og rullende iskoss, uden at faa den helt fyldt og uden at faa den knust af isen, vil muligens kunne gaa, da vi jo kan være begge baadbesætninger (alle 6 mand) derom, men for de tilbageblevne at faa den anden paa vandet blir svært. Vi overveier, hvordan dette bedst skulde ordnes, men kommer til det resultat, at vi maa tage netop det nødvendigste i den ene baad, saa den blir saa let som muligt, og saa i nødsfald kun tænke paa den; forøvrigt faar vi se, hvordan forholdene stiller sig, naar vi kommer ud i selve brændingen.
«Vi har nu ikke stort over 300 meter igjen, ingen af os tviler paa, at vi inden et par timer enten befinder os vuggende paa havet langs isen sydefter eller og synkende mod bunden.
«Stakkars Ravna, ham er det igrunden mest synd paa, han er endnu ikke vant til havet og dets luner. Han pusler stiltiende omkring, er af og til oppe paa de høieste toppe paa flaget, stirrer bekymret ud mod brændingen, mens tankerne helt sikkert vandrer til renflokken og teltet med kone og børn paa de finmarkske fjelde, hvor alt nu er sol og sommer. Men hvorfor forlod han dem ogsaa? Var det ikke blot, fordi han blev budt penge? Ak, lykken i teltet var bedre end penge, der er nu alt sol og sommer. Aa ja, Ravna,
»väl är farväl det svåraste bland orden,
och mycket skønt der finnas än på jorden»
_ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _
det er menneskeligt i slige timer at lade erindringen dvæle ved det, som var skjønt i livet, og skjønnere minder end
