beredte sig til døden.» — Som Balto engang længe efter betroede mig, havde de dernede i baaden udgydt sig for hverandre og fældt sine modige taarer, bittert bebreidende sig selv og andre, at de nogensinde havde forladt den hjemlige arne. Det var ikke at undres paa, at de var rædde, for dem var det hele ukjendt.
«Det er et herligt veir med stegende solskin, saa snebrillerne maa tages i anvendelse. Solen benyttes til at tage en stedlinjeobservation, og ved peiling af landet bestemmes vort sted til at være: 65° 8′ n. b. og 38° 20′ v. l., altsaa 30 minuter (7 ½ mil) fra Sermilik-fjordens munding og 23 til 25 minuter (omtr. 6 mil) fra nærmeste land.
«Middagsmaden lages istand som vanlig, kun bestemmes, at der i anledning omstændighederne skal koges ertesuppe; den flothed at koge noget har vi nemlig hidtil ikke tilladt os. Under kogningen af suppen tiltager imidlertid rullingen saa voldsomt, at kogeapparatet flere gange holder paa at bli kastet overende. Middagen nydes for lappernes ved kommende i dyb taushed, de andre prater og skjemter imidlertid som vanlig, og rullingens voldsomme stød kunde ofte give anledning til vitser, som dog ikke syntes at falde i god jord hos lapperne; de mente, at nu var ikke rette tid og sted at spøge.
«Fra den høieste top paa vort isflag sees ganske tydelig, hvorledes isflagene derude spyles helt over af brændingen, medens skumsprøiten kastes som hvide skyer høit mod den blaa luft; neppe kan noget levende væsen der holde sig fast paa isen. Det synes uundgaaeligt, vi skal derud; vort flag er dog tykt, vi haaber, det vil holde ud en stund, og vi agter ikke at forlade det, før vi maa; men naar saa skal være, og vi ikke længer kan klore os fast, saa faar vi søge som sidste udvei at sætte baadene
