dine solskinsminder fra fjeldet har vistnok ikke mange at se tilbage paa.
«Men ogsaa her skinner solen, og det ligesaa mildt og fredelig som nogensteds ned paa det rullende hav og den tordnende brænding, som bruser rundt om os. Kvelden er herlig; lige rød som igaar synker solen, sættende vesthimlen i brand og sendende land, is og sjø et langt glødende afskedskys, førend den svinder bag indlandsisens rand; — ingen vind rører sig, havfladen ruller blank-gul som et skjold under kveldshimmelen indover mod os. Uvilkaarlig kom de første linjer af den gamle velkjendte sang mig i minde:
«Havet er skjønt, naar det roligen hvælver
staalblanke skjold over vikingers grav.»
«Ja, det er isandhed skjønt; se disse mægtige, lange bølger, de kommer mod en i uendelig rækkefølge, vældige, rullende, som om intet kunde stanse dem, saa tørner de mod den hvide is, løfter sine vaade blaa-grønne bringer, bryder og kaster isstykker og skum foran sig indover den hvide sne. Men det synes næsten underligt, at sligt et veir skulde kunne være viet til undergang; — men nu vel, det skal engang ske, og man kunde i ethvert fald ikke ønske en smukkere afskedstime.
«Men her er ingen tid at spilde, vi nærmer os sterkt; rullingen er saa svær, at vi i bunden af bølgedalene intet ser af isflagene omkring, kun himmelen ovenover; flagene tørner, knækkes og males sønder rundt om os, vort eget flag er ogsaa knækket. Skal vi inden kort tid tilhavs, da kan vi trænge det mest mulige af kræfter til maaske i flere døgn at ro for at holde os klar af isen. Alle mand beordres derfor tilkøis i teltet, som er det sidste, der endnu ikke er pakket i baadene. Sverdrup skal, som den mest
