i teltvæggenes nederkant. Efter henved et døgn i teltet, væsentlig tilbragt paa denne maade, slaknede isen saa meget, at vi med fornyet mod og fornyede kræfter kunde begynde at arbeide mod land. Det var kl. 6 om morgenen den 19de. Det havde git sig noget med regnen, og gjennem en lette i regnskodden kunde vi øine landet ved Sermilik-fjorden; vi var meget over dobbelt saa langt fra det, mindst 4 mil; men fortrøstningsfulde saa vi fremad; naaede vi end ikke landet ved Inigsalik (vest for Sermilik-fjorden), saa kunde vi naa det søndenfor ved Pikiutdlek; arbeidede vi ufortrødent tvers paa strømmen, maatte vi jo engang komme frem; og ufortrødenhed manglede os ikke; vi arbeidede med lyst, kom i læ af et mægtigt isfjeld, fandt lange klarer og kom et godt stykke ind igjennem; saa totnede isen, og vi maatte atter ty op paa et flag. Nu brød solen af og til igjennem, vi trak baadene helt op paa isen, slog telt og indrettede os saa koselig vi kunde; fik delvis paa lidt tørt tøi og fik tørret lidt af vort vaade. Det sidste var især ønskeligt for mig, som under arbeidet om dagen havde faldt i vandet; idet jeg skulde springe ombord i baaden fra en fremstaaende iskant, brast nemlig denne. Den slags ufrivillige bad var forøvrigt en noksaa dagligdags begivenhed under færden. Ud paa dagen kom solen helt frem, og vi badede os tilgagns i dens milde straaler. De hermetiske sager, som var os sendte fra Stavanger hermetiske fabrik, vederfaredes retfærdighed, paa flagene fandtes det bedste drikkevand, og paa den dunk, som var fulgt med baaden fra «Jason», var der endnu øl. I hver af sælfangernes fangstbaade er der nemlig en øldunk og en brødkiste, fyldt med brød og noget flesk. Disse ting havde kapteinen ladet være i vor baad, velfyldte og i god stand, og det kom os nu tilgode.
