Vi begyndte at kunne høre temmelig sterk brænding ude fra
iskanten, men lagde ikke synderlig merke dertil. Landet drev vi
tilsyneladende ret ifra, toppene ved Sermilik-fjorden blev mindre
og mindre.
Om kvelden sad jeg længe oppe for at tage nogle skisser, efterat de andre var krøbne i poserne. Det var en herlig nordisk kveld, netop med disse bløde farvetoner, der ligesom smyger sig kjælent om en; denne drømmende, lyse vemod, som saa velgjørende sænker sig over sindet, og som er de nordiske nætter egen. Det takkede landskab i nord ved Sermilik-fjorden tegnede skarpt sine dristige linjer mod den glødende kveldshimmel, mens indlandsisens mægtige flade begrænsede synskredsen langt vestover og svandt mildt over i den gule baggrund med sine bløde linjer.
Det var altsammen saa nær — ærgerligt, at bare et saadant stykke drivende is skulde være istand til saa haardnakket at skille en fra sine længslers maal.
Som jeg sad og tegnede, lagde jeg merke til en voksende sjøgang, som trængte sig ind igjennem isen. Jeg saa mod havet, himlen var der lidt mørk; tænkende, at det drog op til uveir derude, men at jo det var noget, som ikke kom os synderlig ved, krøb jeg omsider i posen til mine sovende kamerater.
Næste morgen (20de juli) vaagnede jeg ved, at flaget, hvorpaa vi laa, fik nogle voldsomme stød. Sjøgangen maatte være vokset betydelig. Vi kom ud og opdagede, at flaget var revnet tvers over ikke langt fra teltet. Lapperne, som straks var tyede op paa nogle af de høieste punkter paa flaget for at se sig om, raabte, at de kunde se havet; og det var ret, blinkende i morgensolen laa havet langt derude; vi havde ikke seet det, siden vi forlod «Jason».
