at vi kunde komme videre. Dietrichson tilbød sig straks at tage den første vagt.
Men isen slaknede lidet eller intet; kun engang tænkte jeg et øieblik paa at arbeide igjen; men straks totnede den atter. At trække baadene over denne is var der lidet mening i, den var for ujevn og bestod af for smaa flag. Mens regnen holdt ved, kunde vi vente og sove længere, end vi havde lyst til; vi var allerede inde i den forkjerte strømsætning.
Med rivende hastighed førtes vi vestover ind i det bredere isbelte paa vestsiden af Sermilik-fjorden, her tog strømmen en mere sydlig retning og førte os ret fra land hurtigere, end vi kunde arbeide os mod den i isen. Var vi ikke bleven opholdte ved den knækkede baad, kunde vi sandsynligvis have naaet gjennem det belte, hvor strømmen var mest rivende, og ind i det roligere vand under land.
Hastigheden af den strøm, vi her var komne ud for, var betydelig større, end man tidligere almindelig antog. At den var sterk, vidste jeg vel, jeg havde ogsaa regnet dermed; men havde vi havt anelse om dens virkelige styrke, havde vi gaaet noget anderledes tilverks. Det rigtige vilde da have været at sætte ind i isen betydelig østligere, ret ud for Kap Dan, og ved at arbeide indover tvers paa strømretningen vilde vi efter al sandsynlighed være gjennem isbeltet, før vi var drevne vest forbi Sermilik-fjordens munding og ind i det bredere isbelte, hvor strømmen bøier og gaar sydefter. Som det nu var, skulde vi kun faa se, hvor godt vi kunde have havt det; en time i godt farvand, og vi havde været gjennem. Men paradiset stængtes, og vi drev mod sydligere bredder.
Imidlertid havde vi stadigt arbeide med at øse teltgulvet for regnvandet, som sivede ind gjennem lissehullerne
