og den sattes ud, skar en skarp iskant sig gjennem et bord i den ene side. Den kunde ikke flyde og maatte derfor losses og igjen tages op paa flaget for at bøtes. Sverdrup med Kristiansen som medhjælper gik igang dermed, og med sandt mesterskab bragte han i forholdsvis kort tid alt i orden med de daarlige greier, som var for haanden; de bestod i en bordende af furu, som havde dannet bundtilje i baaden, desuden nogle spiger, en øks og en træklubbe.
Denne knækkede baad afgjorde imidlertid vor skjæbne. Under arbeidet med den var isen totnet igjen, himmelen var mørknet, og regnen styrtede ned over os i strømme, indhyllende alt omkring. Der var intet andet at gjøre end sætte telt og vente. Klokken var allerede bleven 10 om formiddagen den 18de juli, det bedste for os var at krybe i vore soveposer og tage den søvn, som efter 15 timers anstrengt arbeide i isen ikke var uvelkommen.
Før vi gik tilkøis, blev det lidt mere sigtbart tilhavs, og i en lette fik vi øie paa «Jason» langt ude, den fyrede netop op og forsvandt en stund senere tilhavs, formodentlig antagende os for længe siden velbeholdne iland. «Da Ravna saa skibet for sidste gang,» skriver Balto i sin reiseskildring, «sagde han til mig: ’Ak, hvor dumme vi vare, at vi forlode skibet for at dø her. Der er intet haab om at bjerge livet. Det store hav blir vor grav!’ Jeg svarede, at det ikke vilde have været rigtigt, om vi to lapper havde vendt tilbage. Vi vilde ikke have faaet nogen betaling, og kanske den norske konsul havde maattet føre os tilbage til Karasjok paa fattigkassens bekostning. Det vilde have været en stor skam.»
Mens vi sov, maatte altid en af os holde vagt for at purre ud i det tilfælde, at isen skulde aabne sig saavidt,
