knust, det gjaldt at være aarvaagen og holde den klar alle farlige pynter, altid slig, at man havde den paa en «fod» eller i en «vik»[1], naar isen pressede, men dette er ikke let i de rivende, uimodstaaelige hvirvler. Ved forenede kræfter lykkedes det os dog at komme igjennem og ud i den store klare i læ af fjeldet, hvor vi foreløbig var sikre; nu gjaldt det Sverdrup, jeg viftede til ham, at han maatte følge efter, og idet han fik holdt sin baad ud i smulere farvand end vi, kom han godt frem.
Vi fandt nu mange klarer indigjennem. Isen totnede kun et par gange, især hvergang strømmen førte os mod et af de mange isfjelde, som laa paa grund rundt omkring; men den slaknede atter, saasnart vi var komne forbi. Udsigterne var lyse og sindet let. Regnen var ophørt, og just nu steg solen over Sermilik-fjordens takkede baggrund, sættende den endnu skytunge himmel i brand og tændende baal paa toppe og tinder.
Der laa lange klarer fremfor os, jeg troede allerede fra baaden at kunne se det aabne vand paa indsiden isen. Landet paa vestsiden af fjorden var vi komne meget nær, jeg kunde tydelig skjelne stenene og ujevnhederne i fjeldet, intet syntes nu at kunne hindre vor landgang, vi talte allerede om, hvor og naar vi skulde koge kaffeen iland.
Da totnede isen, vi blev nødte til at søge op paa et flag snarest muligt. Min baad var kommen op paa et uheldigt sted i en
trang rende, og da isen atter slaknede,
- ↑ Sjøvandet tærer paa isen, især nær vandfladen; den del af isflaget, som derved kommer til at stikke frem under vandet, kaldes for dets fod, og den danner et godt tilflugtssted, naar isen presses sammen, idet den under vandet støder mod nærmeste flag og holder det borte, saa der blir et stykke aaben vandflade, hvori baade kan ligge trygt. Paa samme vis danner viker i isflagene tilflugtssteder, idet kantene tager imod de andre flag og holder bunden fri.
