Inigsalik-landet ser ud til at være et forholdsvis jevnt land,
som netop egner sig for opstigning paa isen; det var kaptein
Holm (lederen af den danske konebaad-ekspedition), som
anbefalede mig det til opstigning, og herfra seet ser det ud til,
at vi ikke skal bli skuffede.
Men vore to baade ligger allerede paa siden, færdige til afreise.
Da isen er saa liden, har jeg foruden den baad, vi bragte med hjemmefra, faaet overdraget en af «Jason»s fangstbaade, idet det er meget bekvemmere at have to, og desuden er det mere betryggende, da en kunde knuses i isen.
Og saa stunder da det øieblik, da vi skal sige kaptein Jakobsen og skibets besætning farvel; det er mange kjære minder om gode venner og hyggelige stunder, vi alle tager med fra «Jason». Vi gaar i vore baade med det uryggeligste haab om et heldigt udfald af vor forestaaende reise; en græsk vismand har vistnok engang sagt, at haabet er den vaagnes drøm, men nu vel, drømme gaar undertiden ogsaa i opfyldelse, og jeg tror denne skal.
Jeg haaber paa at blive istand til at naa Christianshaab, før det sidste danske fartøi forlader det i september, og vi vil komme hjem endnu i høst, men hvis ikke, saa kommer vi næste sommer».
Farvel!
Deres
Fridtjof Nansen.
Henimod kl. 7 om kvelden var alt færdigt for afreise.
Sermilik-fjorden laa ret ind for os, efter bestemmelse ved
krydspeiling af punkter i land skulde vi være noget over 2½ mil
(geografiske) fra dens munding. Jeg gik for sidste gang i tønden
for at se, hvilken kurs vi burde tage.
