Luftspeiling af aabent vand under land saaes endnu tydeligere
end før. I retning noget vestenfor Kong Oscars havn syntes isen at
være slakkest, og jeg bestemte mig for den kurs.
Mere seiersikker end nogensinde kom jeg atter ned, og nu stundede da afskedstimen. Hele besætningen var paa dæk. Trods glæden over udsigten til en heldig begyndelse paa vor færd, var det dog med lidt vemodige følelser, vi tog afsked med disse jevne sjøfolk, blandt hvilke vi vistnok alle havde vundet mangen ven, som kan hænde nu satte en betænkelig mine op eller vendte sig bort med en betegnende hovedrysten; man tænkte sig muligheden af, at det var sidste gang vi saaes. Sidst af alle trykkede vi kapt. Jacobsens haand, og paa sin rolige maade sagde denne type paa en norsk sjømand os et velment farvel og ønskede at «vi maatte leva». Saa ned ad faldrebet og i baadene. Mens jeg overtog styret paa den nye fangst baad, hvor Dietrichson og Balto førte hver sin aare, overtog Sverdrup den gamle baad som høvedsmand med Ravna og Kristiansen som roere.
«Alle mand paa plads?» «Sæt af!» og idet baadene for de første kraftige aaretag skyder frem gjennem det mørke vand, gjenlyder luften af 3 kraftige hurraer fra 64 struber, saa to hvide røgsøiler, og «Jasons» to kanoner sender os sin sidste hilsen, skraldene ruller dumpt ud i den tunge, regnsvangre luft og dør hen. Den sidste bro bag os er kastet. Saa farvel, og vore baade glider for taktfaste aaretag ind gjennem isen for at faa det første kolde favntag af den natur, som nu for en tid skal huse os. Vi havde alle den bedste tro paa lykke; at anstrengelser og farer ventede os, vidste vi; men vi følte os overbeviste om, at vi skulde og maatte klare dem.
