saa mange roser som antaget, og den udkaarede lod lidt længe vente paa sig.
Til norsk Morgenblad skrev jeg før afreisen i al hast følgende brev:
«Jason», 17de juli 1888.
«Det blev intet af landgangen den 15de, ikke heller igaar, der var et 4 à 5 mil bredt isbelte mellem os og land; dette bestod vistnok delvis af aaben is, som vi kunde ro, men vi ønskede at komme længere vest forbi Kap Dan og til egnen omkring Inigsalik vestenfor Sermilik-fjorden, hvor landet er jevnere end østenfor. Landet nordenfor Kap Dan er nemlig noget af det mest sønderrevne fjeldland, jeg tror at have seet; de vildeste norske fjeldpartier, ja selv Alperne synes ikke at kunne maale sig, hvad fantastiske, himmel stræbende former angaar. Høiderne er vistnok ikke saa store; en af de høieste toppe er Ingolfs-fjeld paa ca. 6000 fod; det er en skarp, meget fremtrædende top, som vi den hele tid under vor seilads langs landet lige til igaaraftes har havt isigte. Det forekom mig dog, som jeg længer nord og muligens længere inde i landet saa toppe, som var endnu meget høiere. Landet her nordenfor Kap Dan er dog endnu ikke undersøgt eller betraadt af nogen europæisk fod. Igaar passerede vi Kap Dan, og i dette øieblik befinder vi os blot et par mil af land og med Sermilik-fjorden lige foran os, rede til, saasnart alt er i orden, at sætte af fra skibet for, saavidt vi kan forstaa, at ro gjennem slak og aaben is lige til land. Paa venstre haand af os ligger Inigsalik-landet, og vi kan her bagenfor fjeldene for første gang se bræmmen af indlandsisen, denne mystiske isørken, som nu i den nærmeste fremtid skal blive vor tumleplads, sandsynligvis for over en maaned.
