forekommer mig, jeg ser disse karer ligge i de trange køier og massere sine maver.
En dag kom fra et af de andre fartøier med meget besvær en fyr ombord; han havde en rødlig farve, med feberroser i kinderne, han klagede over «vondt for brøste og svær mavepine». Det var tydelig nok tæring. Jeg kunde intet gjøre, tilfældet var uhelbredeligt, det vigtigste var at holde sig fed; han kunde jo spise spæk eller drikke tran, det var al den trøst, jeg kunde give. Ja, men han havde daglig drukket tran, klar botlenosetran. Stakkars fyr, intet under, at han havde mavepine, botlenosetranen virker mer afførende end amerikansk olje.
Nogen nytte kunde jeg dog gjøre ved behandling af saar. Disse omgikkes som regel paa en yderst uforsvarlig vis og gav ofte anledning til slem verk. Naar de blev rigtig daarlige, kom de for at faa raad. Først og fremst fik de sig da en god præken for deres urenslighed, dernæst blev saaret grundig renset for ugegammel smuds og saa behandlet med antiseptiske midler; som regel kom de sig da efter nogenlunde kort tid. Der var imidlertid et tilfælde af temmelig alvorlig natur.
En dag kom en af besætningen og klagede over, at han var saa elendig «bryten» i hele kroppen, det verkede i alle leder og lemmer paa ham. Jeg spurgte, hvor han havde det værst. Jo, det var i ryggen. Kjed af alle disse mennesker, som havde verk baade hist og her, svarede jeg, at det vel var gigt, og det var der ikke noget at gjøre med, han fik klæde sig godt og ikke gaa mer i vinden end nødvendigt. Et par dage senere kom manden igjen og sagde: «Naa maa dere gjøre noe ved mig, doktor, for naa holder jeg det ikke ud længere. Det har sli sig i den høire armen, og det verker reint ustyggelig.» Armen var
