desuden begyndt at hovne. Min mistanke blev vakt, og jeg spurgte, om han ikke havde havt noget saar paa den høire haand; men han sagde nei. Det var underligt, — men da saa jeg paa den ene finger en fille og spurgte, hvad det betød? Aa, det var ingenting, han havde bare for nogle dage siden slaaet lidt skind af den ene knogen. Havde vel været lidt verk? Jo, det kunde nok hænde, der havde været lidt. Jeg sagde ham da, at der havde han grunden til sin daarlige arm, han havde selv været skyld i den. Nu maatte han vaske fingeren omhyggelig og blotte armen, saa vilde jeg komme og se paa den. Det viste sig at være en sterkt udviklet blodforgiftning; armen var ikke lidet hovnet ovenfor albuen. Foreløbig fandt jeg dog ikke at kunne gjøre noget; den blev lagt i bind, og han fik strengt paabud om ikke at bruge den og at holde sig i ro. Det blev værre for hver dag, armen hovnede, og smerterne tiltog, han maatte tilkøis. For at dulme smerterne noget fik han vaade omslag. Han havde sterk feber og kunde lidet eller intet spise. Tilsidst var armen saa tyk som en almindelig mands laar, det var paatide at skjære den; men jeg skal ikke negte, at jeg kviede mig derfor. Alle mente, han maatte dø, og jeg kunde lige godt spare det. Jeg var hos ham flere gange om dagen. I sandhed, en lugar ombord, hvori der er henimod 60 mand, som støier, snakker i munden paa hverandre og holder alslags kommers, er ingen god sygestue. Der laa den syge inde i en trang, indestængt køie, stønnende under smerterne, saa hele rummet gjenlød deraf. Mørkt, lavt var der under taget, rundt omkring stod skibskister, sjøtøi hang eller laa henslængt paa alle kanter, skiddent og stygt, slibrigt var der paa gulvet, og luften var kvalm og indestængt.
Af og til tørnede skibet imod isen, det rystede i alt,
