men fra de andre fartøier kom de ogsaa dragende ombord for at raadspørge doktoren, som det stod sligt ry af. At gjøre disse folk begribeligt, at doktor og læge ikke altid er det samme, var umuligt, doktor var jeg, og doktor maatte jeg være, og vilde jeg ikke doktorere paa dem, var det bare vrangvilje. Der var ikke andet for end at holde gode miner til slet spil; der har været saa megen humbug i lægekunsten til alle tider, saa at om jeg nu fuskede lidt i det samme, vilde det vist neppe skade dens renommé i nogen væsentlig grad; dernæst kommer jo en læges vigtigste indflydelse fra den tillid, hans personlighed vækker, og tilliden syntes her ikke at mangle; det gjaldt følgelig at give sig en betænkt mine og saa gaa paa.
Det almindeligste var, at de kom og klagede over ondt for brystet, holdende sig nede paa maven. Om de ikke ogsaa følte tunghed i hovedet? Aa jo, det var nok ikke frit for det. Om de ikke havde træg fordøielse og tildels led af forstoppelse? Jo, det kunde nok og hænde. Nu vel, deres ildebefindende kom af deres levemaade om bord; de førte et altfor dovent liv og spiste for meget. Skulde holde op med det, spise mindre og om muligt fersk mad, saasom sælkjød, tage sig motion i frisk luft oppe paa dækket. Gav det sig ikke paa den maade med ondet, fik de komme igjen, de skulde da faa en dosis engelsk salt eller amerikansk olje. Hørte aldrig mer til dem.
Andre kom og klagede over, at de havde saa elendig ondt i hovedet, og sligt tungsind faldt over dem undertiden. Jeg spurgte da, hvordan det stod til med maven? Jo, de havde gjerne træg fordøielse. Ja, det var greit nok, for dovent liv og for meget mad; mere arbeide og mindre mad, og forøvrigt samme opskrift som ovenfor. Undertiden blev ogsaa mavemassage anbefalet, og det
