længer; alle mand trækker i fangstklæderne, og paa kabyssen brases og koges, forat de kan faa sig et godt maaltid mad, før de gaar i baadene. Saa kommer man muligens efter en halv dags gang ind i sælen, og der sees mere og mere af den paa flagene; men der gaaes paa lige ind i hjertet af fangsten, hvor sælen ligger tættest, og saa endelig lyder det fra tønden: «Færdig til fald!», og alle mand styrter til sine baade, som hænger klare i daviderne paa begge sider af fartøiet. Skytteren paa hver baad[1] faar sin ordre om, i hvilken retning han skal gaa frem, og endelig heder det: «Laar væk!», og mens fartøiet har sagtnet farten, kan det hænde, at baadene kommer i vandet i en fart. De sætter af, hver til sin kant; det er et stolt syn, at se et fangstfartøis 10 baade paa en gang sprede sig i isen; skytteren staar rank og speidende foran i rangen, mens baadstyreren staar agterud, og de øvrige 3 eller 4 mand trækker paa aarerne, det bedste de vinder. Saa kommer de ind mellem sælen, og det begynder at knitre og skyde paa alle kanter, det kan lyde, som om der blev leveret et helt slag. Er det saa en vakker solskinsdag, og der er masser af sæl, som ligger og strækker sig i solen hen over isfladerne rundt om, da er der et eget skjær over dette liv, som altid vil staa dragende for den, som engang har været med paa det. Det gjælder selvfølgelig for enhver skytter at bli den første, som kommer tilbage med lastet baad, han søger at flamme sine folk op til den samme ærgjærrighed og drive baaden saa hurtig som muligt fremad. Nærmer man sig sæl, maa man omhyggelig undgaa at komme bag noget isstykke, saa at den mister
baaden afsigte, efterat den
- ↑ Der er bare én skytter paa baaden, og han er ogsaa fører af den.
