frem indigjennem isen, og det rygtes blandt mandskabet paa dækket, at man fra tønden ser sæl, da kan det nok hænde, der blir liv ombord. Alle kommer paa benene, alle skal op paa bakken og rækken for at se, om de ikke allerede kan øine den fra dækket; saa faar man travlt med at gjøre baadene ferdige til fangst, undersøge, om der er brød og flesk i baadkisterne, om der er øl paa øldunken, om der er patroner i patronkassen, og om riflen er i fuld stand og forsvarlig pudset; og findes intet andet at pusle med, saa gir man sig til at slibe flaakniven, forat den kan bide rigtig godt paa alle de sæl, som skal flaas; saa ei det en tur op paa bakken igjen, snart farer øiet op i tønden for at se, hvorhen den lange kikkert peger, snart atter udover isen i denne retning, og faar man saa øie paa en sæl, blir der liv med pegning og prat, snart sees flere, som sorte prikker dukker de frem langt der forud, hver ny sæl hilses med jubel. Imens arbeider skibet sig jevnt og sikkert ind igjennem isen, kommandoraabene lyder oppe fra tønden, snart er det «hart bagbord», snart «hart styrbord», «ikke lavere», «stødt a», «steady»; de to, som staar tilrors, arbeider, saa sveden render, og rattet gaar rundt som et rokkehjul, mens skibet dundrer mod de vældige flag, saa man ofte har vanskeligt ved at holde sig staaende paa dækket. Nede i maskinen fyres der stadig paa, skruen surrer rundt agterud og danner et blaat, hvirvlende kjølvand, som snart lukkes igjen af isen. Oppe i tønden sidder kapteinen og fryder sit øie ved sælmasserne forud, mens han lægger sine planer og finder vei for skibet. Det er en spændende ferd, der ligger forventning og uro over alle. Endelig kommer det forløsende ord: «Pur ud til fald!». Der lyder et hyl over hele skibet, værst er det nede i folkelugaren, hvor det nu ikke er tilladt at sove
