staurkval af de norske fiskere. Den er en kraftig svømmer med hurtige bevægelser og et farligt tandsæt; den er alle de store hvalers rædsel; hvor den viser sig, flygter de over hals og hoved, og en eneste saadan liden gladiator er nok til at jage disse store kjæmper afsted undertiden lige paa land. Denne skræk er heller ikke ugrundet; thi helst i flokke angriber den dem og hugger store spækstykker ud af deres sider, deraf navnet spækhugger; af smerte og fortvilelse pisker de store hvaler vandet og skyder afsted som lyn, fulgte lige i halen af disse smaa uhyrer, som ikke gir sig, førend deres bytte, udmattet af blodtab og anstrengelse, maa bukke under. Men ikke bare hvalerne angriber spækhuggeren, ogsaa sælerne er gjenstand for dens rovlyst. Eskimoerne har fortalt mig, hvorledes de har seet «ardluken» — saa kalder de den — tage sælen i en eneste bid.
Paa vore kyster synes spækhuggeren delvis at føre et mer fredeligt liv; den sees stadig paa vore sildefisker og synes der kun at leve af sild og sei; den viser ingen tilbøielighed til at angribe de store hvaler, som den daglig har anledning til at komme sammen med, og disse synes heller ikke at være rædde for den. Grunden hertil er muligens, at der er nok af fiskeføde, saa den ikke bryder sig om hvalspæk; mere sandsynligt er det dog, at de bardehvaler, som kommer paa sildefiskene, nemlig sildehvalen (Balænoptera musculus) og vaagehvalen (Balænoptera rostrata), ikke er de, den pleier at angribe; dette er sandsynligvis den ikke saa hurtige og sterke blaahval og muligens ogsaa troldhvalen (Megaptera boops).
Af og til saaes sæler i vandet sovende; duppende op og ned paa bølgerne, lignede de livagtig korkefendere, flydende paa vandet. Enkelte sæler laa ogsaa paa de