spredte drivende isflag. Dette skulde være tegn paa, at der muligens var sæl i isen indenfor, men luften var tyk, og vi havde ingen ro til at undersøge sligt, vi længtes efter at se de andre fartøier igjen.
Endelig fik vi noget vestlig vind, og et par dages seilads bragte os atter sammen med dem. Man drog et lettelsens suk ombord i «Jason», da det erfaredes, at de intet havde fanget, siden vi forlod dem.
I mange dage, udover til St. Hans laa vi nu og plaskede i taage og stygveir udenfor isen, bankende op og ned i sjøgangen; ikke liv af sæl fik vi.
I St. Hans-helgen skulde det bli forandring, sagde man; men St. Hans-kvelden og St. Hans-dag og endnu mange andre dage gik forbi uden anden forandring end, at det blev rigtig fint veir med lyst, menneskevenligt solskin; det gjorde tilværelsen betydelig bedre; saalænge man har solen, skal man jo ikke klage.
Vi var nu samlede alle de skuder, som fandtes i Danmarks-strædet, der var vel en 14 eller 15 stykker. Alle seilede efter hverandre ud og ind i bugterne ligesom en saueflok; sætter en afsted indigjennem, saa alle mand efter. Lurer saa den første, kommer alle og lurer, vender saa en, vender alle, og saa bærer det atter udefter. Paa denne maade tilbragtes tiden.
Men hvad var grunden til, at der var saa lidet at se af denne sælart, som tidligere fangedes i slige masser her oppe? Dette vanskelige spørgsmaal har sat mange sælfangere graa haar i hovedet. At give et svar derpaa her falder ikke let.
Det kan muligens interessere enkelte at faa et fyldigere billede af klapmytsens liv og vandringer og af fangsten paa den.
