Vinden var gunstig, og det gik hurtig indigjennem. Snart dæmmede
der is forud; men en sælfanger taber ikke modet for saa lidet, for
«Jasons» sterke boug maatte isflagene vige plads, — og vi kom ind i
en stor «klare» (aabent, isfrit vand), hvor is ikke øinedes i
retning af land. Dette saa lovende ud. Ved middagstid var vi paa
65° 18′ n. b. og 34° 10′ v. l., det var over 13 mil igjen; men
haabet begyndte dog saa smaat at stige.
Efterat vi havde seilet endnu et par timer med god fart, begyndte man dog fra toppen at øine is forud. Da vi havde seilet et stykke ind gjennem denne, viste den sig vanskelig at gjennemtrænge for fartøiet. Vi var 9 til 10 mil af land, og da isen var temmelig ujevn, fandt jeg det lidet tilraadeligt at forsøge landgang over den nu; det var bedre at vente til længere paa aaret, da isen blir mindre. Vistnok saa det ud til, at vi længere nord kunde komme land betydelig nærmere; men «Jason» skulde som sagt paa sælfangst, og søgte vi ind der, udsatte vi os for at bli fast og gaa glip af den bedste fangsttid. Vi stod atter udefter for at sige Grønlands østkyst farvel for denne gang. Taage skjulte snart landet for vore øine.
Om dette vort første syn af Grønland skriver Balto: «Vi seilede i flere dage i retning af Grønland, indtil vi fik landet i sigte. Men landet laa langt fra os, omtrent 15 (?) mil bag isen. Den del af Grønlands østkyst, som vi da fik se, var ikke smuk eller yndig at se til, tvertimod var kysten fæl og uhyggelig at skue; thi forfærdelig høie klippetinder hævede sig som kirketaarne op imod himmelens skyer, der dækkede deres toppe.»
Den næste dag fik vi et godt bevis for strømmens styrke i dette farvand. Hele natten havde vi krydset nordostover med en sterk østlig vind. Næste formiddag kom
