den og høre den puste. Saa pludselig, før man aner det, skyder først hovedet med den skarpe kjøl langsefter næsen, saa den mægtige ryg med den lille finne langt bag op paa siden af skibet; den skyder pusten fra sig, en dampsky stiger iveiret; det er, som naar ventilen paa en dampkjedel aabnes, man kjender formelig luften sitre. Saa krummer den ryg og forsvinder atter.
Søndag den 10de juni var der taaget veir; paa flere dage havde vi ikke kunnet faa nogen observation og vidste intet om, hvor langt vi var komne; men strømmen, som er sterk der, maatte have sat os et godt stykke i sydvestlig retning og bragt os paa de høider, hvor, saafremt der skulde være udsigt til at naa land paa den tid, iskanten burde dreie mer i vestlig eller nordvestlig retning. Der var imidlertid ingen antydning dertil, og det saa lidet haabefuldt ud.
Fangsttiden for klapmytsen begyndte at nærme sig sterkt; det kunde tage lang tid for «Jason» at komme mod strømmen nordøstover igjen, saameget mer som det nu var begyndt med østlig vind; de andre skibe kunde i mellemtiden fange, og jeg havde forpligtet mig til ikke at afholde «Jason» fra fangst ved min ekspedition. Det bestemtes følgelig om formiddagen at opgive landingsforsøget nu for at vende tilbage til det vanlige fangstfelt, og vi begyndte at krydse os østover mod vind og strøm.
Den følgende dag klarnede det af, og vi fik land isigte, det første lokkende syn af Grønlands østkyst. Det var høie, takkede fjelde, tydeligvis landet nordenfor Kap Dan. Vi var ikke saa langt af det som ventet, muligens 15 mil. Da en dyb, trang bugt, hvis bund ikke kunde øines selv fra tønden paa toppen, skar sig ind i isen, bestemte vi at forsøge, hvor langt vi kunde komme.
