den høie runde fedtpukkel paa panden, som de gjerne stikker over vandet; især er denne fremtrædende hos hannen. Den falder brat af mod det smale lange næb, hvortil kjæverne er forlængede.
Næbhvalen regnes til tandhvalerne, skjønt den kun har to smaa tænder, siddende løst yderst ude i underkjæven, og som meget hyppig paa ældre individer falder ud. De har tydelig nok ingen nytte af dem, de er kun den sidste levning efter rovgjerrige forfedre, som havde en lang og god besætning af spidse, kegledannede tænder lig andre tandhvaler. Et forandret levesæt har gjort tænderne unyttige, lidt efter lidt er de forsvundne, og nu er kun to levnede. Forøvrigt har de før fødselen anlæg til fuld besætning, arv fra forfedrene. Nu lever næbhvalerne af blæksprutter og mindre dyr, som sluges hele, og hvortil tænder er unødvendige. Paa hvor liden nytte de har af de to tænder, de beholder, fik jeg for nogle aar siden et godt bevis, idet der blev sendt Bergens museum, hvor jeg dengang var, en næbhvaltand, hvis krone var tæt besat med en hel koloni af lange rankefødder (cirripeder), unge og gamle; enkelte var saa store, at de maa have hængt helt ud af munden paa dyret. Havde denne tand været brugt, vilde disse snyltedyr ikke have kunnet sidde et øieblik. Tanden opbevares endnu i Bergens museum.
Slige smaa iagttagelser, hvor ubetydelige de end kan synes, er ofte for naturforskeren af stor interesse; de viser, paa hvor vaklende fødder den staar, den saa almindelig udbredte antagelse af altings absolute hensigtsmæssighed i naturen.
Undertiden mødte vi ogsaa den vældige blaahval (Balænoptera sibbaldii), kjæmpen i vor tids og alle tiders dyreverden. Langt i det fjerne kan man se sprøiten af
