kom til os og fortalte: «Han Ravna han si’ til mig, hvad har vi gjort, at gaa med disse mennesker, dem har saa lidet klæder, jeg ser, dem frys’ her, dem kom’ at dø i Grønland, hvor det er saa koldt, Sverdrup og Dietrichson og Kristiansen og Nansen, og da maa vi to lap’ ogsaa dø, for vi ved ikke ingen vei til folk.»
Ravna befandt sig idetheletaget mindre vel ombord; i begyndelsen var han sjøsyg; dette gav sig dog efter nogle dage; Balto mente, det var, efterat han havde døbt ham med sjøvand; men han kom dog aldrig til at blive fortrolig med sjøen og skibslivet; saaledes kunde han umulig bekvemme sig til at sove under dæk; der blev det ham for kvalmt, han trak hovedet og armene ind i pesken, krøb sammen som en hund i en krog paa dækket og sov sikkert lige godt som vi. Balto, som allerede tidligere havde prøvet sjøen, befandt sig derimod straks tilrette ombord, han kom paa en god fod med besætningen og gav den store mand forud.
Paa sjøreisen fra Skotland til Island saavelsom paa havet mellem Island og Grønland tog jeg daglige prøver af luften, væsentlig for at faa undersøgt kulsyregehalten. Luftprøverne toges paa den vis, som er antydet i indledningen. Paa denne maade bragtes luft hjem endog fra Grønlands indre.
Allerede paa Færøerne havde vi faaet høre onde tidender om isforholdene paa Island iaar. Isen skulde ligge saa langt syd, som den «ikke havde været i mands minde», og østkysten skulde være utilgjængelig. Altfor snart fik vi sande rigtigheden heraf, idet vi allerede efter et døgns reise traf isen omkring 30 mil tilhavs fra Islands østkyst. Vi gik videre for at se, om det længer nordpaa skulde være muligt at naa land, men forgjæves. Vi traf ogsaa
