flere seilere, og disse fortalte, at Isen strakte sig ud langt nordefter.
Den næste dag, altsaa onsdag den 16de mai, gjorde vi om morgenen endnu et forsøg paa at naa østlandet langt syd, ud for Berufjorden, men ogsaa her blev vi stansede af is allerede 20 mil fra land. Der var ikke andet for end at sætte kursen søndenom, og med god vind bar det nu langs Islands bjergfulde og maleriske sydkyst. Om eftermiddagen og kvelden kom vi forbi Islands højeste fjeld, den mægtige Øræfajökull, som lige fra sjøen stiger op til en høide af henimod 2000 m. (6241 fod). Idet solen sank i havet og kastede sine sidste straaler paa dens snedækte sider og paa skoddesløret, som skjulte dens top, gjorde den et vældigt indtryk. Af og til reves der huller i skodden, og hele dens kegleform fik for et øieblik lov til i bløde linjer at vise sig for os.
Øræfajökull er en del af og ligger paa den sydlige side af Vatnajökull, som er den betydeligste bræmasse i Island, og som næst Grønlands indlandsis er den største kjendte i de arktiske egne. Øræfajökull er en gammel vulkan, som vistnok ikke har havt mange udbrud efter landnámstid (ɔ: tiden, da nordmændene første gang tog land i Island), men som dog har gjort megen skade. Ved sit udbrud i midten af det 14de aarhundrede ødelagde den to kirkesogne, og der siges i Thorvaldur Thoroddsens «Lysing Islands» (oversat af professor Amund Helland), at hele Litlahérad ødelagdes
af Jökulhlaupet[1], og da
- ↑ Naar en isbræ ligger over vulkanen, flyder der som regel ikke lava fra den, men lavaen forvandles til aske. Derimod smelter noget af jökelisen, mens andet gaar istykker og render ned over lierne med svær fart; dette er jökulhlaup; da føres der ned paa lavlandet is, store stene, aur og mudder, og intet staar sig, som kommer iveien. Det er let forstaaeligt, at saadanne jökulhlaup er værre end lavastrømme, idet de kommer med rivende fart, mens lavaen kun skrider sagte frem.
