folk rystede betænkelig paa hovedet og trykkede os vemodig i haanden, da vi reiste; man mente, om man ikke sagde det, «det er sidste gang vi sees».
Afreisen skildrer Balto paa følgende vis: «Da vi droge ud af byen til dampbryggen, saa var ogsaa da mange kvinder og herrer ledsagende os til dampen for at kunne komme til at ønske os lykke og raabe nogle hurraer atpaa. Denne lykønskning fik vi af enhver af de smaa byfolk, som bo imellem Kristiania og Kristianssand, thi de tænkte, at vi aldrig nogensinde vilde orke at komme tilbage; kanske det vilde gaa os som hr. Sinclar, som var reist for at røve i Norge.»
I Kjøbenhavn opsøgte jeg kaptein Holm, lederen af den danske konebaadsekspedition til Grønlands østkyst, og han gav mig adskillige værdifulde oplysninger om isforholdene paa det af ham bereiste stykke af østkysten. Ligeledes traf jeg her handelsassistent Maigaard, som sammen med amerikaneren Peary havde foretaget en vandring ind over indlandsisen (1886). Han var en af de yderst faa, som saa med lyse øine paa ekspeditionens fremtid, og som ikke tvilede paa muligheden af at gjennemfare Grønlands indre.
I Leith stødte jeg, som sagt, sammen med ekspeditionens øvrige deltagere, som var bleven vist megen godhed af derboende landsmænd. Balto omtaler i sin beretning bl. a. den norske konsul som «en ny fader, de havde fundet i Leith, og som havde trakteret saa meget paa dem»; det lader til, han har fundet fædre mange steder. Efter at have nydt mange beviser paa skotsk gjestfrihed gik vi i Granton (lige nord for Leith) kvelden den 9de mai ombord i det danske dampskib Thyra.
Dette tilhører «Det forenede dampskibsselskab» i
