Kjøbenhavn og er det ene af de to skibe, som nu gaar i fast rute mellem Danmark og Island.
Det var ved midnat, at vi sagde farvel til de sidste venner, som havde fulgt os paa den ensomme brygge og styrede ud i mørket for at sætte kurs nordefter.
Langt ude i vesterhavet, ombrust af sjø og brænding, ligger nogle smaa øer, det er Færøerne. For mere end tusend aar siden fandt vore forfedre dem og bebyggede dem, og gjennem lange tider sidenefter hørte øerne til Norge, og norske skuder kom aarlig did. Den tid er for længe siden forbi, og sjelden kommer nu nordmænd til øerne. Afstængte, som de er, fører de et liv for sig selv langt derude i havet, folkene paa dem danner en liden afsondret og forglemt levning efter en længst svunden tid; men kommer vi til dem, vil vi endnu føle, det er skud af vor egen stamme; meget har de endnu af den gamle norske folkekarakter, og endnu taler de det gamle norske sprog, som vi selv har glemt.
Indesluttede i sig selv, rugende over sine minder fra nordens stormagtstid, har de et sælsomt præg disse folk, ligesom øerne, hvorpaa de bor.
Disse er dannede ved vulkansk virksomhed og bestaar for en væsentlig del af basalt, som i smeltet tilstand til forskjellige tider er gydt ud af jorden i vældige strømme, ligesom lava ud af vulkanerne den dag idag. Disse strømme har flydt jevnt udover til alle sider, er stivnede, den ene ovenpaa den anden, og danner nu den utallighed af næsten vandrette lag, som vi kan se overalt i fjeldsiderne; de gir disse en eiendommelig stribning og danner hyppig afsatser ligesom mægtige trappetrin opefter mod toppen, der gjerne er vandret afskaaret og flad ovenpaa.
