Men jeg har gjort det ogsaa, fordi dette kraftige hjælpemiddel i
menneskets kamp for tilværelsen hidtil aldeles ikke har faaet den
plads i den kulturhistoriske forskning, som det fortjener. Det er
et redskab, som har lagt store, ellers knapt beboelige strøg af
jorden ind under mennesket, og som har gjort vinteren i disse strøg
netop til samfærdselens tid, da sneen lægger bro grænd og grænd og
bygd og bygd imellem, istedenfor at den skulde stænge alle
stier.
For øieblikket har vi i Norge en stor mangfoldighed af skiformer; nogle er lange og smale, andre korte og brede, nogle har en stor hul rand under, andre har en mindre, atter andre har to eller flere mindre, mens en del former ikke har nogen og er ganske slette paa undersiden. Randens hensigt er at gjøre skierne støere, saa de, især paa haardt føre, gaar bent frem uden at vingle til siderne. Saavidt mig bekjendt, er det kun paa nogle faa steder i Nordland, at man endnu bruger aandrer. Disse forbinder med sine mange ulemper dog den fordel, at de paa et vist slags føre glider glattere end almindelige ski, idet haarene paa skindet forhindrer, at sneen hænger ved (kladder), saaledes som den gjør paa træet, naar den er ny eller kram (ɔ: vaad). Endvidere har de den fordel, at de ikke glider saa let tilbage, idet haarene tager imod. Dette vil dog for en øvet skiløber sige lidet.
Det vilde føre os altfor langt her at indlade os paa nogen beskrivelse af de mange forskjellige skiformer i vort land. Det er imidlertid beklageligt, at dette endnu ikke er gjort, ligesom at der endnu ikke findes en samling af vore skityper, dette saa meget mere som mange af vore merkeligste former efterhaanden fortrænges af nye og forsvinder. Skiernes længde varierer gjerne fra 2.2 m. og endog op til 3.1 m. (7—10 fod). Et almindeligt maal er, at
