manden, som skal bruge dem, skal til nød kunne række spidsen med oprakt haand, naar de staar lodret.
At sige, hvilken skiform er den bedste, er ikke let; thi den bør rette sig efter det føre og det lænde, hvori den skal bruges. Til at komme hurtig frem over flader og aabne fjeldtrakter, hvor der ikke er mange svinger at gjøre, staar man sig bedst paa at bruge lange og smale ski, mens det vil sige sig selv, at man f. eks. i ulændt skogmark bør bruge korte og brede, som er lette at svinge. I tung, løs sne kan man endvidere bruge lange og brede af løs, let ved o. s. v.
Til skiemne bruges paa de forskjellige steder yderst forskjellig ved. Foruden furu, som er den almindeligste, bruges gran (og grantennar, som dog er en sjeldenhed), birk (almindelig nordenfjelds), ask, alm, eg, rogn, asp, silje og en sjelden gang løn. At sige, hvilken træsort er den bedste, er heller ikke let, da de forskjellige træsorter gjerne har sine særegne fordele. Enkelte er meget glatte; især er almen bekjendt i saa henseende, og det har endog været anseet for farligt at bruge almeski, da man let kan rende sig fordærvet paa dem. I folketroen heder det, at fanden selv sidder bagpaa almeskierne.
Ikke al slags sne er lige god for skiløbning. Vaad sne er saaledes meget uheldig, især for ski, som ikke er betrukne med skind. Den hænger sig ved og kan ofte paa undersiden klumpe sig sammen til et fast lag, som kan bli mange tommer tykt, ja henimod en fod, og som gjør det uhyggelig tungt at komme frem, hvilket mangen skiløber har faat føle slemt nok, naar han milevidt fra folk paa fjeldet eller især paa den løse sne i skogen er bleven overrasket af lindeveiret. Naar sneen hænger saaledes ved, siger man, at det «kladder».
