Det ser i det hele ud, som de har faaet sin vigtigste udvikling
i Europa, hvor man vel ogsaa havde mindre adgang til at faa skind,
men et desto rigere udvalg af træ til at lage gode «bare ski»
af[1].
Derved at man ophørte med skindet, som er tungt, kunde man gjøre skien længere og derved give den en større bæreflade, saa den sank mindre i og gled desto lettere over sneen. I Skandinavien og isærdeleshed i Norge har denne skiform naaet sin høieste udvikling, og sætter man det at glide over sneen og komme frem som den vigtigste egenskab, da maa vistnok denne form ansees for den fuldkomneste.
For at give et kort overblik over skiens udviklingshistorie,
saaledes som vi paa grundlag af det ovenfor fremstillede opfatter
den, kan følgende stamtræ opstilles:
Jeg har troet at burde give skierne og deres historie en saa udførlig behandling, som her er gjort, ikke blot fordi det er første gang, de i større udstrækning er benyttede videnskabens tjeneste, eller fordi hele Grønlands-ekspeditionen var planlagt paa
og blev gjennemført ved dem.
- ↑ Som en overgangsform maa vistnok den slags ski ansees, som endnu bruges i Østerdalen og tilgrænsende bygder i Sverige, samt vistnok ogsaa i Finland, idet nemlig den høire ski (andor kaldet) er kort og ofte skindklædt, den venstre derimod meget lang og bar.
