kunde da undertiden være ugarvet okselæder med pigger, som af Strabo omtalt fra Kaukasus; thi i bratte fjeldsider gjaldt det nemlig om ikke at glide. Udover mindre bratte fjeldskraaninger og paa sletten har det imidlertid snart vist sig at være fordelagtigere at faa trugerne til at glide; at beklæde dem under med skind, hvor haarene sad paa og dannede glidefladen, idet de vendte bagover, maatte derfor ligge meget nær. Man ser oftere beskrevet, at naturfolk bruger skind til at age paa udover. Strabo omtaler dette fra Kaukasus. Indianerne bruger tildels at lægge skind under sine truger, naar de skal udfor bakke. Eskimoernes navn paa ski betyder egentlig «skind at glide paa» (ifølge Kleinschmidt). Deres ski er næsten altid skindklædte.
Men fra det øieblik bevægelsen gaar over til at blive glidende, har trugen udviklet sig til ski.
For at vinde støtte for denne antagelse af skiens udviklingsmaade maa vi undersøge, om der muligens endnu skulde findes skiformer, som ved sin store bredde og forholdsvis ringe længde minder om trugeformen.
Gaar vi østover i Sibirien, bliver, ifølge meddelelser, jeg har faaet fra kapt. A. Jacobsen, skiformerne stadig kortere og bredere. Længst øst, hos golderne og giljakerne, er de kun 1.40—1.60 m. (4 ½—5 fod) lange og 16 cm. (omtr. 6 tommer) brede[1]. Forholdet mellem længde og bredde er saaledes omkring 9:1; spranget til lange skindklædte truger er sandelig ikke stort, ialfald ikke større end til f. eks. trondhjemske eller østerdalske ski med forhold op til over
30:1.
- ↑ Et par ski fra golderne findes i «Museum für Volkerkunde» i Berlin. Disse er ifølge Jacobsen 1.45 m. lange og 16 cm. brede. De er lagede af furutræ og betrukne med leggeskind af ren. Taastroppen er af bredt sælskind med en bred hælrem. De er endel opbøiede foran og ganske svagt bag.
