var det rimeligvis der, hvor vintrene begynder at bli lange, og hvor sneen ligger dyb, at de fandt op midler til at færdes over snemarkerne for ikke at stanses paa sin vandring eller stænges inde om vinteren.
Hvad tid skien blev opfundet, kan vi ikke engang tilnærmelsesvis danne os nogen forestilling om fra sprogforholdene heller; kun saa meget kan vi sige, at det maa være meget længe siden.
Allerede i begyndelsen af vor tidsregning boede der ifølge Tacitus finner nær Østersjøen. Det er klart, at stammens vandring vestover har varet meget længe, mens gren efter gren blev udskilt, og den tid, da de finsk-ugriske folk endnu boede sammen langt inde i det midtre Sibirien, maa sikkert nok søges længe forud for historien.
Men endnu langt længere tilbage kommer vi, om vi skal søge den tid, da de forskjellige hovedstammer, den finsk-ugriske, den samojediske, den egte mongolske, den tungusiske (hvilke gjerne sammenfattes under fællesbetegnelsen den mongolske rase), var nabofolk eller endog udgjorde én stamme; her kommer vi tilbage gjennem tidsrum, som vi intet middel har til at maale endog tilnærmelsesvis. Men allerede da skulde altsaa ski være kjendt.
Vi nordmænd har hidtil været noget tilbøielige til at betragte vort eget land som hjem og vugge for vor kjæreste idræt, skiløbningen. En mer videnskabelig undersøgelse af emnet, som her er forsøgt for første gang i en større udstrækning, tvinger os imidlertid til antagelsen af det muligens mindre kjærkomne faktum, at vi maa høre til de yngste blandt de talrige stammer, som har optaget og driver denne idræt, og at vi ligger i den yderste udkant af det umaadelig udstrakte strøg, gjennem hvilket brugen af ski synes for en stor del endog almindeligere
