Side:Nansen - Paa ski over Grønland.djvu/114

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

end hos os. Men har vi end sent lært skiløbning, saa kan vi dog trøste os med, at vi har været lærenemme, og desto bedre er det, at vi har kunnet udvikle den til en høide som sandsynligvis intet andet sted.

Hvordan saa nu den første ski ud? Dette spørgsmaal har vistnok mange opstillet for sig selv, men har lagt det bort, mistvilende om, at det lod sig løse, og naar vi ser hen til skiens ærværdige alder, kunde det ogsaa synes haabløst at søge noget svar paa det. Man faar følge de faa spor, som kan skimtes.

Kulturhistorien viser os en hel række eksempler paa, at redskaber og lignende udvikler sig efter love, som fuldstændig svarer til dem, der behersker udviklingen i dyre- og vekstriget.

Det er nu en almindelig anerkjendt lov i biologien, at de fuldkomneste levende former har udviklet sig, hvor store sammenhængende strøg begunstiger kampen for tilværelsen, mens simplere, mere primitive former holder sig vedlige eller udvikler sig selvstændig i isolerede eller afsidesliggende egne. En lignende lov maa ogsaa antages at findes igjen i redskabernes udvikling; vi skal se, om den ikke ogsaa gaar gjennem skiens udviklingsforhold.

Det er trangen til at komme frem over dyb og løs sne, som har fremkaldt de forskjellige indretninger, som skal hindre, at man synker i. Der, hvor sneen ligger dybest og længst, blir trangen sterkest, og hjælpemidler vil søges ivrigst.

Det største sammenhængende strøg, hvor en lang snevinter hersker, er i den nordlige del af den gamle verden; her er det da ogsaa, vi finder udviklet den fuldkomneste form af redskaber til at komme frem over snemarker med, og dette er skien. Ser vi nøiere til, ligger den egn, hvortil