nærmere ind paa dem; de vil alle kunne sees paa kortet. For største delen tilhører disse navne folk, som i sproglig henseende staar isolerede, og om hvis slegtskabsforhold og vandringer vi lidet eller intet ved med sikkerhed.
Naar vi nu imidlertid, som paavist ovenfor, finder, at de allerfleste navne paa ski kan henføres til tre hovedgrupper og kan føres tilbage til en af tre oprindelige stammer eller rodord, naar vi endvidere, ved at søge forklaringen paa disse hovedgruppers udbredelse, blir ført tilbage til en og samme egn, hvorfra de alle tre oprindelig maa stamme, da maa det synes, som vi med en høi grad af sandsynlighed for at træffe det rigtige maa kunne antage, at de folk, som nu bruger disse ord, har oprindelig lært dem tilligemed brugen af ski omtrent i en og den samme egn, og at de herfra har ført skien med sig i forskjel lige modifikationer til sine nuværende bosteder.
Fra historieskrivningen kunde vi endvidere slutte os til, at de ariske folk, den største af de folkestammer, hvis ord for ski ikke tilhører nogen af de nævnte hovedgrupper, maa i en forholdsvis sen tid have lært kunsten at bruge ski af lapper og finner, som igjen er en hovedgren af de folk, der har de oprindelige ord. Desuden saa vi, at deres skinavne er nydannede ord af arisk oprindelse. Ifølge alt dette maa den slutning ligge nær, at skien har faaet sin nuværende udbredelse over jorden gjennem forskjellige folk, som har lært brugen af den i en fælles egn, og som derpaa ved sine vandringer i forskjellige retninger har bragt den med sig og spredt den udover. Denne fælles egn skulde da være egnen omkring Altai-bjergene og Baikal.
At en saadan grænseegn som denne skulde være skiernes fødeland, kan allerede af den grund synes sandsynligt, at da folkene fra syd kom trængende nordover,
